Memora Standardvilkår for erhvervskunder
Version: Marts 2026
1. Anvendelsesområde
1.1 Anvendelse
Disse standardvilkår og -betingelser ("Vilkårene") finder anvendelse på alle aftaler indgået med Memora ApS, CVR 42701351 (herefter benævnt "Memora"), vedrørende levering af ydelser til erhvervskunder og samarbejdspartnere (herefter benævnt "Kunden").
1.2 Parter
Memora fungerer som leverandør af digitale tjenester til Kunden. Memora ApS og Kunden udgør i fællesskab Parterne i nærværende aftale.
1.3 Definitioner
I disse Vilkår anvendes følgende definitioner:
- "Platformen"betyder Memoras cloud-baserede softwareløsning til digital forvaltning, drift og administration af kirkegårde, herunder Admin-værktøjet, Gartner-appen og Familie-appen samt tilhørende API'er og integrationer.
- "Professionelle Brugere" betyder Kundens medarbejdere, administratorer, gravere, gartnere, sagsbehandlere og øvrigt fagpersonale, der anvender Platformen som led i deres arbejdsopgaver, samt tredjeparter der udfører arbejde på vegne af Kunden.
- "Brugere" betyder borgere, pårørende og øvrige personer, som Kunden stiller Platformen til rådighed for i forbindelse med kirkegårdsdrift og relaterede selvbetjeningsfunktioner.
- "Data" betyder alle oplysninger, som Kunden eller dennes Brugere og Professionelle Brugere indtaster, uploader eller på anden vis registrerer i Platformen, herunder gravstedsdata, billeder, dokumentation, personoplysninger og driftsdata.
- "Købsaftalen" betyder den overordnede aftale mellem Kunden og Memora, hvori disse Vilkår indgår som bilag.
2. Aftalens grundlag
2.1 Aftalegrundlag
Disse Vilkår, Købsaftalen, Databehandleraftalen og Support- og Service Level Agreement (SLA) udgør tilsammen det samlede aftalegrundlag for levering af ydelser til Kunden.
Særlige bestemmelser i Købsaftalen har forrang frem for disse Vilkår. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem bilagene gælder følgende rangorden:
- Købsaftalen
- Databehandleraftalen
- Disse Vilkår
- Support og SLA
2.2 Persondatapolitik og cookies
Behandling af personoplysninger sker i overensstemmelse med den til enhver tid gældende Databehandleraftale (Bilag C til Købsaftalen). Kunden er dataansvarlig, og Memora er databehandler for de personoplysninger, der behandles i Platformen.
2.3 Aftaletillæg
For visse ydelser, tilkøbsydelser eller relaterede ydelser kan der gælde særskilte vilkår, som Kunden skal acceptere som tillæg til disse Vilkår, før de pågældende ydelser kan tages i brug.
2.4 Overdragelse
Kunden er ikke berettiget til helt eller delvist at overdrage aftaler indgået med Memora til tredjemand uden Memoras forudgående skriftlige samtykke.
3. Abonnement og brugsret
3.1 Omfang
Disse Vilkår giver Kunden adgang til at anvende de ydelser, der stilles til rådighed via Platformen. Kundens abonnement omfatter adgang til at benytte Memora Platformen som Software-as-a-Service (SaaS). Kunden erhverver således ikke en licens til en applikation eller en kopi af en applikation.
3.2 Brugergrupper
Brugsretten omfatter følgende grupper:
- Professionelle Brugere — medarbejdere og fagpersonale, der anvender Platformen til kirkegårdsdrift
- Brugere — borgere og pårørende, der anvender Platformens selvbetjeningsfunktioner
- Tredjeparter — eksternt tilknyttede samarbejdspartnere og leverandører, der udfører arbejde på vegne af Kunden
3.3 Brugeradministration
Kunden er ansvarlig for at oprette, administrere og deaktivere brugerkonti for Professionelle Brugere. Kunden skal sikre, at adgang tildeles i overensstemmelse med den enkelte brugers arbejdsmæssige behov, og at adgang fjernes, når behovet ophører.
Brugerkonti er personlige og må ikke deles mellem flere personer.
3.4 Adgangskontrol og roller
Platformen anvender rollebaseret adgangsstyring. Kunden er ansvarlig for at tildele korrekte roller til sine Professionelle Brugere (f.eks. administrator, gartner). Memora sikrer, at Platformens adgangskontrol håndhæver den tildelte rolle, således at brugere alene har adgang til de funktioner og data, der er relevante for deres rolle.
3.5 Begrænsninger
Kunden må ikke:
- Videresælge, udlåne eller på anden vis overdrage brugsretten til tredjemand uden Memoras forudgående skriftlige samtykke
- Forsøge at omgå Platformens adgangskontrol eller sikkerhedsforanstaltninger
- Anvende Platformen til formål, der strider mod gældende lovgivning
- Foretage reverse engineering, dekompilering eller disassemblering af Platformen
- Anvende Platformen til at behandle data, der ikke er relateret til kirkegårdsdrift og de i Købsaftalen beskrevne formål
3.6 Varighed
Abonnementet træder i kraft og løber i henhold til de varigheds- og forlængelsesvilkår, der fremgår af Købsaftalen.
3.7 Opsigelse
Opsigelse sker i henhold til de frister og betingelser, der er angivet i Købsaftalen. Opsigelse skal meddeles skriftligt.
4. Pris og betaling
4.1 Pris
Prisen for ydelser og leverancer følger Købsaftalen og tilhørende bilag. Alle priser angives i DKK og er eksklusive moms, men inklusive øvrige skatter og afgifter.
4.2 Prisindeks
Alle priser reguleres årligt med virkning fra den 1. januar i overensstemmelse med nettoprisindekset, som offentliggøres af Danmarks Statistik. Første regulering sker som angivet i Købsaftalen.
4.3 Prisjusteringer
Priser kan ændres med 6 måneders skriftligt varsel til den af Kunden oplyste kontaktperson. Ved prisændringer med kortere varsel end 6 måneder er Kunden berettiget til en tilsvarende forkortet opsigelsesperiode.
Undtaget herfra er prisændringer som følge af ændringer i moms, afgifter eller anden lovgivning, hvor prisreguleringen sker i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i den relevante lovgivning.
4.4 Betaling
Standard betalingsbetingelser for udstedte fakturaer er 30 dage fra fakturadatoen.
4.5 Fakturering
Kunden faktureres månedsvis forud for samtlige leverancer omfattet af Købsaftalen.
Fakturaer fremsendes enten pr. e-mail til Kunden eller som EAN-faktura via Kundens EAN nummer, afhængigt af Kundens præference.
5. Forsinket betaling
5.1 Gebyrer ved forsinket betaling
Hvis Kunden undlader at betale en faktura rettidigt, og dette ikke skyldes forhold, som Memora bærer ansvaret for, pålægges morarenter i henhold til rentelovens §5, stk. 1, fra forfaldsdatoen, samt et rykkergebyr på DKK 100 pr. rykkerskrivelse.
5.2 Misligholdelse og suspension
Såfremt Kunden undlader at betale en faktura inden 30 dage efter modtagelse af et skriftligt påkrav, er Memora — ud over de beløb, der fremgår af §5.1 — berettiget til at:
- suspendere Kundens adgang til Platformen med 14 dages skriftligt varsel, indtil betaling er modtaget,
- ophæve salget af ydelser, der endnu ikke er leveret til Kunden, eller kræve forudbetaling for disse, og/eller
- gøre øvrige misligholdelsesbeføjelser gældende.
Manglende betaling af en faktura ved forfald fritager ikke Kunden for at opfylde aftalens øvrige vilkår.
6. Tilbud og accept
6.1 Tilbud
Tilbuddet er gyldigt i 20 dage fra udstedelsesdatoen, medmindre andet fremgår af tilbuddet. En accept, der modtages efter udløbet af acceptfristen, er ikke bindende for Memora.
6.2 Accept
Ved Kundens accept af tilbuddet indgås en Købsaftale med følgende bilag:
- Disse Standardvilkår
- Support og Service Level Agreement (SLA)
- Databehandleraftale
6.3 Ændringer og tilkøb
Kunden accepterer, at efterfølgende ændringer af samt tilkøb under Købsaftalen kan aftales via e-mail, og at Memora er berettiget til at opdatere bilagene til Købsaftalen i overensstemmelse med de aftalte ændringer.
7. Levering
7.1 Abonnement
Abonnementet anses for leveret, når Kunden har fået adgang til Memora Platformen i den version, der stilles til rådighed på tidspunktet for aftalens ikrafttræden. Yderligere funktioner og moduler, som indgår i aftalen, leveres løbende i henhold til Memoras produktplan, uden at dette påvirker tidspunktet for abonnementets levering eller betalingsforpligtelsen.
7.2 Implementeringsydelser
Implementeringsydelser anses for leveret, når de ydelser, der er beskrevet i Købsaftalen, er leveret og godkendt af Kunden. Kunden er forpligtet til at godkende disse senest 14 dage efter leveringens gennemførelse og skal reklamere skriftligt i tilfælde af mangler. Har Kunden ikke reklameret inden 14 dage, anses leverancen for godkendt.
Ved reklamation er Memora berettiget til at afhjælpe leverancen med henblik på Kundens godkendelse. Opnås Kundens godkendelse ikke efter afhjælpning, er Parterne enige om, at der skal aftales et forholdsmæssigt afslag svarende til den manglende leverance.
Såfremt Kunden ikke har medvirket til leverancerne i det omfang, der fremgår af Købsaftalen, er Kunden ikke berettiget til at reklamere eller modtage et forholdsmæssigt afslag.
7.3 Leveringstid
Memora skal levere de aftalte ydelser og leverancer senest på det tidspunkt, der er skriftligt aftalt med Kunden og angivet i Købsaftalen.
Hvis der opstår forsinkelser i de aftalte leverancer, er Memora forpligtet til uden ugrundet ophold at informere Kunden om forsinkelsen, herunder angive årsagen til forsinkelsen samt oplyse en ny forventet leveringsdato.
Er leveringen forsinket med mere end 90 dage, og skyldes forsinkelsen ikke forhold, der kan henføres til Kunden, er Kunden berettiget til at ophæve aftalen uden varsel.
8. Memoras forpligtelser
8.1 Support og SLA
Memora forpligter sig til at overholde alle de vilkår og ydelser, der fremgår af det Support- og SLA-dokument, der er aftalt med Kunden (Bilag B til Købsaftalen).
8.2 Hosting og infrastruktur
Platformen hostes i EU (Amazon Web Services, Frankfurt, Tyskland). Alle primære databaser og personoplysninger opbevares inden for EU/EØS. Nærmere oplysninger om databehandlingens lokation fremgår af Databehandleraftalen.
8.3 Sikkerhedsforanstaltninger
Memora gennemfører passende tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte Kundens Data, herunder:
- Kryptering af data under overførsel (TLS 1.2 eller nyere) og ved lagring (AES-256)
- Rollebaseret adgangskontrol med dataisolering på databaseniveau mellem organisationer
- Firewall- og WAF-beskyttelse mod uautoriseret adgang
- Automatiserede sikkerhedsopdateringer og løbende kodegennemgang
- Logning af adgang og ændringer
De nærmere sikkerhedsforanstaltninger er beskrevet i Databehandleraftalen (Bilag C).
8.4 Backup
Memora foretager automatiserede daglige backups af Kundens Data med en opbevaringsperiode på minimum 21 dage. Backups opbevares krypteret og adskilt fra produktionsmiljøet.
8.5 Ændringer i Platformen
Memora forbeholder sig retten til løbende at videreudvikle, opdatere og forbedre Platformen. Ændringer, der væsentligt påvirker Kundens brug af Platformen, varsles med mindst 30 dages skriftligt varsel. Fejlrettelser, sikkerhedsopdateringer og mindre forbedringer kan implementeres uden forudgående varsel.
8.6 Ophør af forpligtelser
Memoras forpligtelser gælder ikke, hvis:
- Kunden er i betalingsmisligholdelse over for Memora i overensstemmelse med §5,
- hændelser skyldes forhold hos Kunden selv,
- hændelser skyldes eksterne forhold, herunder fejl i kommunikationsforbindelser og netværk,
- DDoS-angreb (Distributed Denial of Service) eller andre hackerangreb mod servere/datacentre eller tilsvarende hændelser, eller
- hændelser skyldes force majeure (jf. §12).
9. Kundens forpligtelser
9.1 Kontaktperson
Kunden er forpligtet til at udpege en kontaktperson, som Memora kan rette henvendelse til, og som er bemyndiget til at handle på Kundens vegne i forbindelse med aftaleforholdet med Memora.
9.2 Data og indhold
Kunden er ansvarlig for rigtigheden, lovligheden og kvaliteten af de Data, der registreres i Platformen. Kunden garanterer, at Kunden har hjemmel til at registrere og behandle de pågældende Data i Platformen.
9.3 Overholdelse af lovgivning
Kunden er som dataansvarlig ansvarlig for at sikre, at behandlingen af personoplysninger i Platformen sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen (GDPR). Memoras forpligtelser som databehandler er reguleret i Databehandleraftalen (Bilag C).
9.4 Misbrug
Kunden skal medvirke til, at Platformen ikke misbruges, og at data ikke anvendes i strid med gældende lovgivning eller øvrige regler. Kunden skal desuden bistå med at rapportere enhver mistænkelig aktivitet eller teknisk udfordring, der kan kompromittere sikkerheden.
9.5 Kundeadgang
Kunden er ansvarlig for at sikre, at kun (i) medarbejdere, (ii) autoriseret personale hos Kunden og (iii) Brugere godkendt af Kunden har adgang til Platformen.
9.6 Kundens bemanding
Kunden skal afsætte de nødvendige ressourcer til at samarbejde med Memora om implementeringen og sikre, at de aftalte aktiviteter i Købsaftalen kan gennemføres som planlagt.
10. Data, ejerskab og eksport
10.1 Ejerskab af Data
Kunden bevarer alle rettigheder til sine Data. Memora erhverver ingen rettigheder til Kundens Data ud over den ret, der er nødvendig for at levere Tjenesterne i henhold til Købsaftalen.
10.2 Dataeksport
Kunden har til enhver tid ret til at anmode om udlevering af sine Data i et almindeligt anvendt, maskinlæsbart format. Memora skal imødekomme en sådan anmodning inden for 30 dage.
10.3 Aggregerede og anonymiserede data
Memora er berettiget til at anvende aggregerede og anonymiserede data, der ikke kan henføres til Kunden eller individuelle personer, til statistiske formål, produktudvikling og forbedring af Platformen. Sådanne data betragtes ikke som Kundens Data.
10.4 Ophør og datamigrering
Ved aftalens ophør, uanset årsag, gælder følgende:
- Kunden kan inden for 90 dage efter ophør anmode om udlevering af alle Kundens Data i et almindeligt anvendt, maskinlæsbart format.
- Memora er forpligtet til at bistå med datamigrering i rimeligt omfang. Sådan bistand kan faktureres efter gældende timesatser, medmindre andet er aftalt.
- Efter udløb af den 90-dages periode, og efter bekræftelse fra Kunden eller efter yderligere 30 dages skriftligt varsel, slettes Kundens Data i overensstemmelse med Databehandleraftalen.
- Brugsretten til Platformen ophører ved aftalens udløb, og Kunden skal sikre, at alle Professionelle Brugere ophører med at anvende Platformen.
11. Misligholdelse og kontraktbrud
11.1 Reklamation
Den Part, der ønsker at påberåbe sig misligholdelse, skal uden ugrundet ophold fremsætte en skriftlig reklamation, efter at denne er blevet eller burde være blevet bekendt med misligholdelsen.
11.2 Misligholdelse
Der foreligger misligholdelse, hvis en af Parterne ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til aftalen, og forholdet ikke skyldes force majeure eller omstændigheder, som den anden Part bærer ansvaret eller risikoen for.
11.3 Ophævelse
Hvis en af Parterne væsentligt misligholder sine forpligtelser under aftalen, kan den anden Part — efter at have givet skriftligt påbud med en rimelig frist til afhjælpning (minimum 30 arbejdsdage) — hæve aftalen med øjeblikkelig virkning.
12. Ansvar
12.1 Generelt ansvar
Hver part er ansvarlig for egne handlinger og undladelser i henhold til dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger af denne §12.
12.2 Ansvarsbegrænsning
Memoras samlede erstatningsansvar over for Kunden i henhold til Købsaftalen, uanset grundlag, er begrænset til det samlede beløb, som Memora har faktureret Kunden i de 12 måneder, der ligger forud for det tidspunkt, hvor Kunden blev eller burde være blevet bekendt med de forhold, der begrunder kravet om erstatning.
12.3 Indirekte tab
Ingen af Parterne er ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af data (ud over forpligtelsen til at gendanne fra backup), tab af goodwill, tabte besparelser eller lignende, medmindre tabet skyldes forsæt eller grov uagtsomhed.
12.4 Tredjepartsløsninger
Memora er ikke ansvarlig for tredjepartsløsninger, der stilles til rådighed eller integreres i Platformen. Memora kan derfor ikke holdes ansvarlig for rigtigheden, fuldstændigheden, kvaliteten eller pålideligheden af den information eller de resultater, der benyttes via sådanne løsninger.
12.5 Friholdelse
Kunden forpligter sig til at friholde Memora for ethvert tredjepartstab eller krav, der udspringer af Kundens misbrug af Platformen eller Kundens behandling af data i strid med gældende lovgivning. Denne friholdelse gælder ikke i det omfang, tabet skyldes fejl eller mangler i Platformen, som kan henføres til Memora.
12.6 Undtagelser
Ansvarsbegrænsningerne i §12.2 og §12.3 gælder ikke for:
- Brud på fortrolighed, jf. §14
- Brud på immaterielle rettigheder, jf. §13
- Parternes ansvar i henhold til databeskyttelsesforordningen, som reguleret i Databehandleraftalen
- Forsæt eller grov uagtsomhed
12.7 Force majeure
Ingen af Parterne er ansvarlig for manglende opfyldelse af forpligtelser i det omfang, opfyldelsen forhindres af force majeure. Force majeure omfatter forhold uden for Parternes kontrol, som ikke kunne forudses ved aftalens indgåelse, herunder krig, naturkatastrofer, epidemier, terrorhandlinger, brand, oversvømmelse, strejke, lockout, myndighedspåbud, netværkssammenbrud samt hackerangreb.
Den berørte Part skal uden ugrundet ophold underrette den anden Part om force majeure-situationen og dens forventede varighed. Ansvarsfritagelsen gælder, så længe force majeure-situationen består.
Hvis force majeure-situationen vedvarer i mere end 90 dage, kan den ikke-berørte Part opsige Købsaftalen med 30 dages skriftligt varsel.
13. Immaterielle rettigheder
13.1 Ejerskab
Den fulde ejendomsret til alle immaterielle rettigheder, der opstår i forbindelse med Memoras levering af ydelser og leverancer til Kunden — herunder patenter, designrettigheder, varemærker og ophavsrettigheder — tilkommer Memora, medmindre andet skriftligt er aftalt med Kunden.
13.2 Krænkelse
Memora garanterer, at Platformen ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder patenter eller ophavsrettigheder. Garantien er betinget af, at Kunden straks skriftligt meddeler Memora, når Kunden bliver bekendt med enhver mulig krænkelse, samt at Kunden i fornødent omfang bistår Memora i håndteringen af sagen.
Kunden garanterer, at brugen af Platformen og det indhold, Kunden registrerer heri, ikke krænker tredjemands rettigheder og ikke strider mod relevant lovgivning.
14. Fortrolighed
14.1 Fortrolighedsforpligtelse
Alle aftaler mellem Parterne er fortrolige, og Parterne skal udvise sædvanlig fortrolighed med hensyn til forhold, der ikke er alment kendte. Parterne må således ikke uden forudgående skriftligt samtykke videregive oplysninger om hinandens forhold, som de får kendskab til gennem samarbejdet.
Fortrolighedsforpligtelsen gælder ikke for oplysninger, der:
- Er eller bliver offentligt tilgængelige uden den modtagende Parts skyld
- Var i den modtagende Parts lovlige besiddelse inden modtagelsen
- Modtages fra en tredjepart, der lovligt har erhvervet oplysningerne
- Udvikles uafhængigt af den modtagende Part
- Skal videregives i henhold til lovgivning eller myndighedspåbud
14.2 Varighed
Fortrolighedsforpligtelsen gælder i aftalens løbetid og i 3 år efter aftalens ophør.
15. Sikkerhedshændelser og underretning
15.1 Memoras underretningspligt
Memora underretter Kunden uden ugrundet ophold, og senest inden for 24 timer, efter at Memora er blevet bekendt med et brud på persondatasikkerheden, der berører Kundens Data. Underretningen sker i overensstemmelse med Databehandleraftalen.
15.2 Kundens underretningspligt
Kunden skal uden ugrundet ophold underrette Memora om ethvert mistænkt eller faktisk sikkerhedsproblem, herunder kompromitterede brugerkonti, mistænkt uautoriseret adgang eller tab af loginoplysninger.
16. Underleverandører
16.1 Generelt
Kunden accepterer, at Memora er berettiget til at anvende underleverandører til levering af ydelser, herunder til udvikling og drift af Platformen, konsulentydelser, netværk og kommunikation samt administrative opgaver.
16.2 Underdatabehandlere
For så vidt angår underleverandører, der behandler personoplysninger på vegne af Kunden (underdatabehandlere), gælder bestemmelserne i Databehandleraftalen (Bilag C), herunder krav om forudgående godkendelse, 30 dages varslingsfrist og Kundens ret til at gøre indsigelse.
16.3 Ansvar
Memora er ansvarlig over for Kunden for underleverandørers opfyldelse af de forpligtelser, der følger af aftalen, i samme omfang som for Memoras egne forpligtelser.
17. Overdragelse
17.1 Memoras overdragelse
Memora er berettiget til at overdrage sine rettigheder, forpligtelser og aftaler med Kunden til koncernforbundne selskaber uden Kundens forudgående samtykke.
Overdragelse til tredjemand, der ikke er koncernforbundet, kræver Kundens forudgående skriftlige samtykke, som ikke må tilbageholdes uden rimelig grund. Memora skal skriftligt underrette Kunden om en påtænkt overdragelse med mindst 30 dages varsel.
18. White Label og tilpasning
Såfremt det er aftalt i Købsaftalen, kan Platformen tilpasses Kundens visuelle identitet, herunder logo, navn og farveprofil. Kunden er ansvarlig for at levere de nødvendige grafiske elementer og sikre, at disse ikke krænker tredjemands rettigheder.
White Label-tilpasning ændrer ikke på, at Platformen ejes og drives af Memora, og at Memoras immaterielle rettigheder er uberørte.
19. Ændringer af Vilkårene
19.1 Ændringer til Kundens fordel
Ændringer af disse Vilkår, der er til Kundens fordel, kan foretages af Memora uden forudgående varsel.
19.2 Øvrige ændringer
Ændringer af disse Vilkår, der ikke er til Kundens fordel, meddeles skriftligt med mindst 30 dages varsel til den af Kunden oplyste kontaktperson. Kunden anses for at have godkendt ændringerne, medmindre Kunden gør skriftlig indsigelse inden ændringernes ikrafttræden.
19.3 Væsentlige ændringer
Ved væsentlige ændringer af disse Vilkår har Kunden ret til at opsige Købsaftalen med 30 dages varsel, såfremt opsigelsen meddeles inden for 60 dage fra modtagelsen af varslet.
20. Gældende lov og tvistløsning
20.1 Gældende lov
Parternes samarbejde er i alle henseender underlagt dansk ret.
20.2 Mediation
Parterne er forpligtet til at søge en mindelig løsning på eventuelle tvister, herunder ved mediation eller neutral mæglingsbistand, før retsskridt iværksættes.
20.3 Værneting
Enhver tvist, der opstår i forbindelse med Parternes samarbejde og som ikke kan løses ved forhandling eller mediation, afgøres ved byretten i København.
21. Kontakt
Henvendelser vedrørende disse Vilkår kan rettes til:
Memora ApS
Refshalevej 147
1432 København
CVR-nr: 42701351
E-mail: jtn@memora.dk
Disse standardvilkår for erhvervskunder er senest opdateret marts 2026.